Bruce Lee står kampklar og forrevet med bar overkrop i Tony Lundbergs soveværelse. Den naturtro plasticstatue er en nylig tilføjelse til Tonys omfattende samling af Bruce Lee-memorabilia, og han har efter tre måneder stadig ikke helt vænnet sig til at dele værelse med en kampklar kriger.

»Den fylder ret meget,« indrømmer Tony, som i en alder af 50 år, stadig ikke har mistet sin enorme fascination af kampkunstikonet og skuespilleren, som døde for 40 år siden.

Den glødende interesse, som blev grundlagt, da Tony blot var en lille kampsports interesseret dreng på Vesterbro, ulmer stadig, og Bruce Lee og kampsport dominerer den lille toværelseslejlighed i Nordvest. Specielt soveværelset er et helt lille Bruce Lee-museum, stoppet til randen med dukker, blade, bøger, plakater af hans store forbillede, og også de pokaler og medaljer, Tony selv har vundet i sin ’kampsportskarriere’.

Den imponerende samling er blevet akkumuleret gennem alle de år, hvor Tony Lundberg har levet og åndet for kampkunsten, og hvor Bruce Lee har været hans forbillede og mentor, også selv om han døde samme år (1973), som Tony fandt ud af, at han fandtes.

»Jeg ved ikke, hvad samlingen er værd i kroner og ører, men for mig er den uerstattelig. Men der er for mange hundredetusinder. Jeg har været rigtig mange steder og skaffe det, og så har jeg købt samlinger hjem af andre,« siger Tony Lundberg, som har overtaget ligesindede Bruce Lee-nørders samlinger i takt med, at de blev ældre og mistede ungdommens fanatiske interesse. 14 samlinger har han overtaget efterhånden.

Den barnlige glæde og interesse har Tony Lundberg aldrig mistet. Ligesom som Bruce Lee, som han opfatter som både sit forbillede og sin mentor, har Tony fra Dannebrogsgade nemlig dedikeret en stor del af sit liv til kampkunsten.

»Han havde trods sin højde og drøjde noget, som andre ikke havde. Den lille mand havde så meget power, og han var så mange år forud for sin tid i forhold til kampkunsten, og det er det jeg stadig er hooked på, fordi...,« siger Tony og tænker for sig selv, når man spørger ham, hvordan han dog kan blive ved at være så glødende en fan efter så mange år.

»Ja, det lyder måske underligt. Jeg er 50 år i dag, og jeg synes jo stadig, at han både skræmmer og udfordrer mig. Han havde en indre glød, som andre ikke havde,« fortsætter han.

Lommepenge til Bruce

Tony blev første gang, som ni-årig, introduceret til, hvad der skulle blive hans livs idol, da en kammerat viste ham et ’halvkrøllet billede’ af den spændstige og muskuløse lille amerikansk-kineser, som trods sin alt for tidlige død (han var blot 32 år gammel) gjorde et uudsletteligt indtryk på både Hollywood, kampsporten og specielt unge drenge verden over. Og for Tony, som allerede havde fået interesse for kampsporten ved at dyrke judo med sin storebror i en klub på Alsgade Skole, var det med til at forsegle en skæbne, som siden har været helliget kampkunsten.

Alt hvad der hed Bruce Lee-bøger, plakater, merchandise, magasiner blev hentet hjem fra ind- og udland ved hjælp af Tonys ’fattige lommepenge’, og han, som kom fra et, med hans ord, dysfunktionelt og skilsmisseramt hjem, og et ret hårdt miljø på Vesterbro, brugte hele og halve dage i biografen for at se ’Slå på tæven-film’. Og de slag og spark Tony og hans venner så i filmene blev forsøgt kopieret i gården og på Vesterbros gader.

Men for Tony blev det hurtigt til mere end bare en leg.

Fanatismen tog overhånd

Teenageren Tony kunne nemlig ikke få nok af Bruce Lee, hvis bøger og teknikker blev studeret og trænet i et væk. Ofte måtte vennerne vente forgæves på at se ham, og hans mor måtte stille maden i gangen ude foran den låste dør til teenageværelset, hvor Tony var travlt optaget af at læse om eller af sit idol eller træne hans teknikker.

»På et tidspunkt i slutningen af 70’erne kunne jeg mærke, at hvis ikke jeg passede på, ville det gå galt. Jeg var derude, hvor jeg følte, at alt hvad han sagde og gjorde, var det rigtige. Jeg kunne ikke se, at han havde nogen fejl overhovedet. Han var det perfekte menneske. Jeg låste mig inde på mit værelse, da jeg var 15-16 år, og jeg skulle studere alt, hvad han gjorde. Hvis han kunne lave armbøjninger på tommelfingrene, skulle jeg også gøre det, og hvis han kunne gå i split-spagat, skulle jeg også kunne,« husker Tony og fortsætter.

»Det lyder åndssvagt i dag, men det var meget med at bekende sine ting og sager til ham, og jeg kunne tale til ham som om han var til stede. Og indimellem følte jeg, at han var til stede både spirituelt, åndeligt, men også fysisk. Og der, da jeg kunne mærke ham ånde mig i nakken, var det jeg tænkte: arh ok. Måske skulle jeg også få et liv ved siden af, måske finde mig en kæreste og begynde at tale med mine venner.«

Det var specielt nogle episoder, hvor Bruce Lee kom til ham i et drømmesyn om natten, der fik rykket Tony ud af den værste forblændelse.

»Midt i en søvn vågnede jeg op ved, at jeg stod på gulvet og lavede bevægelser, som om han angreb mig. Det var så surrealistisk og så skræmmende. Jeg stod midt på gulvet og tænkte: ’Hvad fanden laver jeg her?,« husker han.

Det var vinter og koldt, og senere samme nat kom drømmesynet tilbage, og Tony fik en fornemmelse af, at Bruce Lee stod uden for på den anden side af ruden og kaldte på Tony. Han kunne se ham, og han kunne høre ham.

»Jeg hører ham hviske mit navn, det er helt ude i hampen, og jeg følte, at jeg skulle ud til ham. Han var en del af mit univers, og nu skulle jeg hjem. Det er jo faktisk forfærdeligt i virkeligheden.«

Tony løb mod ruden, ud mod Bruce, og hvis ikke han havde ramt en reol, ville den unge superfan måske være fortsat gennem ruden og ud fra anden sal og ned på Dannebroggades asfalt.

Tonys besættelse af Bruce Lee var meget nær ved at tage overhånd, og venner og familie så til fra sidelinjen med stigende nervøsitet.

»Det var jo ikke fedt. Min mor og mine søskende var jo i første omgang bange for, at jeg var bindegal men også at jeg kom til skade fordi jeg netop overdrev min træning helt vildt. Og det var også sådan, at jeg nogen gange segnede om af udmattelse, fordi jeg gav mig selv 10.000 procent, og jeg spiste ikke nok i forhold til, hvor meget jeg trænede. Så jeg skulle helt ud til grænsen og også lidt over den, før jeg kunne se, at det var galt.«

Fanatismen kom efterfølgende mere under kontrol og selvom interessen for kampkunst og Bruce Lee fortsat var enorm, fik han dog, heldigvis, et mere afslappet forhold til sin ’idoldyrkelse’.

Fanklub og konferencer

Den voksne Tony sender i dag mange varme tanker tilbage til det hedengangne månedsmagasin ’Kung Fu Magasinet’, som han ivrigt skrev både læserbreve og artikler til i en årrække i 70’erne og 80’erne.

Han fik efterhånden en status som den helt store ’Bruce Lee-nørd, og han har gennem årene udnyttet sin status i ’Bruce Lee-miljøet’ både i ind- og udland til at åbne en fanklub, arrangere konferencer og i 1987 medvirkede han i en udsendelse på DR med titlen ’Bruce Lee og jeg’, som han for et par år siden lavede en opfølger til, som han overvejer at vise via sin omfattende hjemmeside: www.bruce-lee-og-jeg.dk.

Han har haft pennevenner i hundredevis, og startede i 80’erne en underskriftsindsamling for at få Louis Toussaud-museet på HC. Andersens Boulevard til at udvide deres samling af voksfigurer med af Bruce Lee. Uden held desværre.

»Min største drøm ville være at åbne et museum i København med min samling. Det skulle ikke bare være et museum, men også et sted, hvor man kunne læse om Bruce Lee og modtage undervisning i kampkunst og meget andet. Så ville ringen ligesom være sluttet,« siger Tony.

I stil med sit store forbillede, som studerede en række forskellige ’kampsystemer’ og samlede de bedste teknikker i sin egen kampkunst, har Tony i gennem alle årene studeret en række forskellige grene af den asiatiske kampkunst. Han har dyrket judo, jiu jitsu, mange former for karate og meget mere, og på væggen i Tony Lundbergs stue hænger op til flere sorte bælter og gier (uniformer).

Han har blandt andet boet i USA og studeret kampkunst ved Elvis Presleys gamle træner i Memphis, og han har efter eget udsagn kæmpet tusindvis af kampe og trænet, studeret og undervist i alle mulige former for kampsport. Og ligesom Bruce Lee har han endda skabt sit eget ’kampsystem’.

Kampen, træningen og undervisningen er Tonys frirum. Der han har det bedst, og hvor han kan samle sine tanker.

Men de sidste par år har det desværre været svært at dyrke passionen for kampsport på grund af en lang række sportsskader og operationer. Der står et par krykker i entreen oven på en operation i benet for et par måneder siden, og den manglende førlighed har også gjort, at han ikke har kunne arbejde et par år.

Men Tony er ukuelig, og til september begynder han på en uddannelse som misbrugskonsulent, der skal supplere hans pædagoguddannelse. Og når tilværelsen bliver hård, kan han stadig hente styrke hos sin mentor.

»Bruce havde mottoet ’Walk On’. Hver gang han var i problemer tænkte han, nå ja, livet skal gå videre. ’Walk On’,« siger Tony Lundberg, Bruces Lees største fan.